22.11 Der findes ingen ondskab
Iran, 2020, 151 min.
Instruktion: Mohammad Rasouluf
Med nervepirrende drive og en overraskende formmæssig legesyge leverer Mohammad Rasouluf en knytnæve af en film.
Instruktøren, der formelt er påført berufsverbot af de iranske myndigheder og som i 2019 blev idømt en etårig fængselstraf for at “sprede propaganda” med filmen “ A man of integrety”, har i det skjulte indspillet en film, der ikke lægger skjul på sin kritik af afstraffelsesmetoder i Iran, og hvad disse betyder for de mennesker, der på den ene eller anden vis, direkte eller indirekte, rammes.
Filmen fortæller fire forskellige historier om iranere, der får til opgave at udføre henrettelser for styret. Det fører både til moralske skrupler og oprør, og filmen er ikke kun en dybfølt kritik af dødsstraf men også en indtrængende hyldest til ytringsfriheden.
Dette mesterværk af en film vandt fortjent “Guldbjørnen” ved Berlinalen.