Minnesota, 1967. Den handlesvage, jødiske

akademiker Larry Gopnik bliver klemt fra alle

sider. Konen har fundet en anden og mere

mandig mand. Teenagesønnen rapser penge

til pot, mens datteren plager om en skønhedsoperation.

Naboen gør indhug i græsplænen,

og endelig afpresses Larry af en af

sine elever. Desperat søger han efter svar hos

rabbierne, men de har kun flade floskler på

lager. Sjældent har den berømmede ’lille mand’ været så grundigt

ude at skide som skolelæreren Larry kommer det i brødrene Coens

nye og fremragende film, ’A Serious Man’.

I Australien sidder den otteårige Mary, og hun

har det ikke sjovt. Hendes far udstopper dyr

i garagen, mens mor svinger sherryflasken

i køkkenet. I skolen tisser de andre børn på

hendes madpakke, og lærerinden skælder ud,

fordi Mary aldrig smiler. Men så er det jo heldigt,

at hun finder på at blive penneven med

en tilfældig amerikaner. Max sidder i New

York og er en lige så utilpasset, midaldrende

jøde med vægtproblemer.

Menneskets ufuldkommenhed, ubodelige ensomhed, ofte

grundløse og dog så standhaftige optimisme, er de emner, der

skildres med overbevisende alvor i en film, hvis figurer er dukker

af modellervoks, som vi især kender dem fra Nick Parks ’Wallace &

Gromit’ film.

’Mary & Max’ er med al sin kloge naivisme mesteranimation på

’Det er ikke mig ... jeg sværger’ er en smuk

og stærkt seværdig film om den traumatiske

oplevelse, det er at vokse op. Hvad gør en

dreng på 10 år, når mor pakker sin egen

trang til at realisere sig selv ned i kufferten

og forlader barndomshjemmet med kurs

mod Grækenland? I Léon Dorés tilfælde er

der ikke så megen vaklen. Han tænder ild

til forældrenes ægteseng i parcelhuset i en

canadisk forstad.

I en blanding af desperation, drømme, fantasi og frækhed lever

den sensible dreng, Léon, sit lille liv i det for ham jammerlige år

1968.

Det er måske svært at overbevise sig selv om, at man skal gå i

biografen og se en fransksproget film om ulykkelig barndom og

hård opvækst.

Men det er en stor undladelsessynd at springe ’Det er ikke mig

... jeg sværger’ over.

Burt og Verona er i starten af 30'erne og

synes ikke rigtig de har opnået noget.

Da Burts forældre, som det unge par

havde satset på som hjælp og bagland fortæller,

at de flytter til Belgien i to år, opdager

de med en blanding af skuffelse og lettelse,

at de er alene i verden.

Det danner afsæt for en længere rejse

gennem Amerika – en rejse for at finde ud

af, ikke bare hvor de skal leve, men i mindst lige så høj grad, hvordan

de skal leve.

Ud over den eminente personskildring, der om noget er den

kunstneriske signatur for Mendes, er det et fællestræk for personerne

i hans film, at de leder efter en udvej i deres liv.

Her tilbyder ’Away We Go’ sig som en af de lysere fortællinger,

for ikke alene har Burt og Verona fundet vejen ud – de har også

fundet vejen hjem

Michael Hanekes film »Det hvide bånd« er meget lang, meget

mystisk, uden farver og totalt uforglemmelig. Det begynder med,

at en rytter styrter på grund af et stykke ståltråd, som nogen ondskabsfuldt

har spændt ud. Siden bliver det

værre. Det foregår umiddelbart inden Første

Verdenskrigs udbrud i en tysk landsby præget

af næsten feudale klasse-skel. Bønderne

er nærmest livegne, baronen bestemmer,

og lige under ham rangerer den tyranniske

præst og den incestuøse læge, mens den

unge skolelærer befinder sig længere nede i

hierarkiet. Til gengæld er det ham, der som

gammel mand på lydsporet fortæller om de

mærkelige begivenheder, der udspillede sig

i landsbyen, og som han hverken kan forstå

eller forklare.

Palæstinensiske Salmas nye nabo er den israelske

forsvarsminister, der flytter ind over for

hendes citronplantage på grænsen mellem

Israel og Vestbredden. Af sikkerhedshensyn

skal Salmas citrontræer fjernes, men hun

tager sagen helt til højesteret. Kampen påkalder

sig interesse fra ministerens kone Mira,

og mod alle odds udvikler hun og Salma et

usynligt bånd.

’Citronlunden’ er en enkel film med mange diskrete understrømme.

Forholdet mellem retsstat og militarisme er én. En anden

er spørgsmålet om, hvor grænsen mellem et traditionelt klassesamfund

og regulær økonomisk apartheid egentlig går.

’Citronlunden’ er en uhyre effektiv politisk allegori, der sin

enkelthed til trods aldrig smager syrligt af letkøbt kliché. Det er ikke

nogen optimistisk film. Men det er en film, som tror på mennesket

og værdien af værdighed.

Ministeren Simon Foster hører ikke til den

britiske regerings største begavelser, og da

han i et interview kommer til at antyde en

kommende krig i Mellemøsten, går den

kradsbørstige spindoktor Malcolm Tucker i

aktion for at pynte på fadæsen. Samtidig får

amerikanerne øje på Foster og inviterer ham

til Washington, hvor en tophemmelig komité

barsler med planer om netop sådan en rask

lille krig. Og pludselig er Foster, en på alle måder lille mand med en

udtalt evne til at sige det forkerte på det gale tidspunkt, en central

skakbrik i et internationalt spil.

Med sit indviklede persongalleri og talrige indforståetheder og de

stridende parters groteske spil for galleriet fremstår »In the Loop«

som surrealistisk satire à la Monty Python på Capitol Hill.

Mexicanske Carlos Reygadas har skelet

kraftigt til Carl Th. Dreyer, da han lavede sin

»Stille lys«. Det bliver den nu ikke dårligere af,

tværtimod, for filmen er en stille, men billedstærk

oplevelse

Med en lang ordløs billedsekvens, der følger

himlen i dens aftengang, indleder han sin

film og giver os en anelse om, hvad der er i

vente. En film, der først og fremmest er et billedværk,

og som med lange stillestående kameraindstillinger dvæler

ved sine motiver, der samtidig er gennemarbejdede kompositioner.

Det er både smukt, stil-stærkt og kraftfuldt i sit udtryk.

På handlingsplanet følger Reygadas bonden Johan og hans

familie, der er Mennonitter, en stærk religiøs gruppe af tysk oprindelse

i det nordlige Mexico. Når Johan sidder og beder bordbøn

med sin kone Esther og sine seks børn, ånder det af idyl og fred.

Men indeni er han en tvivlende og splittet mand, opdager vi. For

Johan er forelsket i en anden og har sågar en affære med hende,

som han har svært ved at stoppe. Han føler den anden kvinde,

Marianne, er hans soulmate, men er det en berettiget grund til at

forlade sin familie? Han har sine kvaler, men da Esther pludselig

dør, forandres alt. Spørgsmålet er så om kærligheden vitterlig kan

overvinde døden.

. Den er en stille, meditativ film, der på sin egen langsommelige

måde eftertænksomt tygger på store temaer som tro, tvivl og hvad

det rigtige er at gøre i kærlighedens navn. Den kræver man bringer

pulsen ned, men gør man det, får man en særegen oplevelse.

Der er langt fra Sri Lankas slum til det forjættede

Vesten, især når man hele tiden får

afslag på sine ansøgninger om visum. Men

barndomsvennerne Manoj og Stanley giver

ikke op. Da de får fingrene i en invitation til

en håndboldturnering i Bayern, melder de sig

selv og en håndfuld kammerater til, selv om

ingen af dem aner, hvad det der håndbold er

for en fisk. Men i kampen om frihed gælder

alle kneb!

Ligesom Slumdog Millionaire er Machan en slags eventyr med

virkeligheden som ramme, og når Pasolini gør det bedst, griner

man med – og lidt af – Stanley og Manoy og deres mange genvordigheder,

mens man får et indblik i livet på bunden af samfundet.

Da han idømmes seks års fængsel for vold

mod politiet, kan den fransk/arabiske Malik

El Djebena hverken læse eller skrive. Han

kommer til fængslet helt alene og ejer kun

det han står og går i. Han virker yngre, og

mere sårbar end de andre fanger. På grund

af sit manglende tilhørsforhold til fængslets

etablerede bander og fraktioner, kontaktes

han af den korsikanske bande, der har

magten i fængslet og for dem begynder han at udføre en række

opgaver, der på en gang hærder ham og samtidig vinder ham bandelederens

tillid

Den episke, prisbelønnede fængselsfilm 'Profeten' er barsk og

mageløst spændende.

Da forretningsmanden Max får kendskab

til sin kræftsygdom og snarlige død, stjæler

hans sin chefs store bil og et betydeligt beløb

i sorte penge. Han kører galt i bilen, men

samles op af den sære, men kønne eneboer,

Emma, der isoleret driver sin egen grisehandel.

Det bliver en forunderlig kærlighedshistorie,

der kulminerer, da de i fællesskab skal

beskytte sig mod Max’ chef.

Filmen har sit eget poetiske univers og den

er morsom og i passager næsten rørende.

Fire søskende har alle forskellige fædre og

lever lykkeligt sammen med deres mor i

Tokyo. Børnene går ikke i skole og kommer

stort set aldrig uden for lejligheden. En dag

tager moren pludselig væk og overlader styringen

til den ældste søn Akira, der kun er

12. Efterhånden slipper pengene og maden

op, og så er de fire tvunget til at bevæge sig

ud i verden uden for lejligheden. Omsorgssvigtet

får hjerteknusende dimensioner i den

uforglemmelige skildring af en japansk families opløsning.

På Island aner den hærgede kriminalbetjent

Erlendur en sammenhæng mellem et uopklaret

pigemord i 1970'erne og det nylige drab

på en af de lokale bøller. Løgne og fortielser

er der nok af, men den vedholdende betjent

insisterer på at opklare sagen. Samtidig forsøger

en sorgramt forsker at finde baggrunden

for sin datters sygdom, og da de to krydser

spor kommer der for alvor skred i sagen.

Visuelt holder Kormakur sig tro mod den

barske islandske natur, og landskaberne er smukt fotograferet i gråblå

farvenuancer. Det understreger både den kølighed, der ligger

i plottet og den melankoli, der er filmens overordnede tone. »Jar

City« er med andre ord gennemtænkt, konsekvent udført, elementært

spændende og, ikke overraskende, Islands største biografhit i

mange år.

Daigo Kobayashi er cellist i et orkester, der i

filmens start opløses. Sammen med sin kone

forlader han Tokyo for at rejse til sin fødeby,

hvor hans afdøde mor har efterladt ham et

hus. På grund af en misforståelse får Daigo en

ny stilling som bedemand. Mens hans kone

og venner ikke har meget respekt for hans

nye karrierevej, så begynder Daigo selv at gå

mere og mere op i arbejdet og perfektionere

ritualerne til det yderste.

Det er en meget smuk og fin film, der handler om de store

spørgsmål i livet, som det er vanskeligt at sætte ord på.

Departures« er både humoristisk, alvorlig og dybt bevægende og

absolut en tur i biografen værd.