30.1 De 8 bjerge

Instr. Charlotte Vandermeerch, Felix van Groeningen

Italien, Belgien, Frankrig, 2022, 147 min.

De 8 bjerge er en fortælling om venskab fra barndom til voksenliv.

Pietro er en bydreng, mens Bruno er vokset op i en gammel bjergby. Da

Pietros forældre lejer et lille hus i bjergbyen, møder de to drenge hinanden for

første gang. Det bliver starten på et livslangt venskab. Den hypersanselige, rå naturskønhed og sugende dybde i filmfotograf Ruben Impens’ billeder trækker på romantisk malerkunst, mens den svenske folkmusiker Daniel Norgren slår nostalgiens længselsfulde strenge an på lydsiden.

Det er enormt sanseligt og emotionelt intimt. Og plottet følger trop. Bruno og Pietro udveksler ikke et ord i mange år, selv om dalen er den samme. To landsbyer kan være en verden fra hinanden, og liv går i forskellige retninger.

Men når De otte bjerge er så rørende, er det, fordi de to – uden at de helt gennemskuer hvordan, og uden at filmen overbetoner det – alligevel bliver definerende for hinanden.

Filmen, der bygger på Paolo Cognettis roman af samme navn, modtog

Juryens pris på Filmfestivalen i Cannes 2022.